Endelig kan vi præsentere det nye sæsonprogram, som byder på flere hold i svømmeskolen, lige vilkår for voksenholdene og svømning til børn med særlige behov.  

Når HEI Svømning onsdag den 19. juni åbner op for tilmeldingen til efterårssæsonen 2024, så bliver det med et helt nyt program, nye hold for børn og voksne samt nye spændende tiltag. Vi har her lavet et overblik, så du kan se, hvad der er på plakaten.

Nye hold i HEI Svømning 

FOR BØRNENE: 

  • Tre nye hold ser dagens lys i svømmeskolen, idet vi har valgt at køre med tre hold i bassinet på udvalgte tidspunkter. Forandringen sker, fordi vi kan konstatere, at der sker for stort et frafald, når børnene skal rykke fra et hold op til et nyt.  
     For at lette overgangen fra Begynder på det lave til Letøvet på det dybe introducerer vi: ‘Letøvet på midten’. For at gøre vejen fra Letøvet til Øvede nemmere introducerer vi ‘Letøvet 2.0’, som svømmer på langs i 30 minutter, samt ‘Øvede I’ som svømmer 45 minutter. ‘Øvede’ som vi kender det med én times træning hedder fremover ‘Øvede II’.  
  • Vi udvider svømmeskolens tilbud i weekenden og opretter en håndfuld hold for ‘Begynder’ og ‘Letøvet’ søndag formiddag.
  • Vi opretter fredagsholdet Vandsjov & Vandsport for børn mellem 8-11 år, som hellere vil lege frit i bassinet end lære at svømme crawl og lave hovedspring.  
  • For børn med autisme, der går i 0.-2. klasse, opretter vi onsdagsholdet HEI StjerneSvøm. 

FOR DE UNGE: 

  • For at give de unge det bedste tilbud skærper vi aldersinddelingen på Teen-holdene: Øvede Teen er for årgang 2010-2013 og AquaTeen er for årgang 2006-2010.
  • Til de unge mellem 18-25 år opretter vi et YoungMasters-hold, hvor der er 30 minutters dryland inden træning i bassinet.
  • Vi udvider vores styrketræning til de unge og introducere UFit for dem, som går på ungdomsuddannelse. 

FOR DE VOKSNE: 

  • For kvinderne over 25 år, der også gerne vil have god træning i vand, opretter vi MORtionholdet ‘Svøm & Bobler’.
  • I styrketræningslokalet opretter vi om tirsdagen selvtræningsholdet ‘ForældreFit’, så man i stedet for at kukkelurre i svømmehallen kan gå over og træne i klubhuset.
  • Vi inddeler seniorsvømning, så man som nu kan tilmelde sig svømning både i hverdage og weekender eller blot tilmelde sig svømning i hverdagen.
  • Vi opretter samtidig mulighed for at kombinere seniorsvømning med styrketræning.
  • Og så lægger vi al kontantbetaling i graven og introducerer klippekort, som kan tilkøbes, hvis man allerede er tilmeldt et hold i foreningen. Eller man kan tilegne sig et klippekort sammen med et basis medlemskab.
  • Klippekortet kan bruges til Motionssvømning og ‘Åben Klub’ (gæstesvømning). 

Hvilke ændringer giver de nye tiltag?

  • Der vil ikke være almindelige svømmeskolehold om onsdagen i HEI Svømning.
  • Svømmeskoleholdene tidlig fredag eftermiddag falder fra.  
  • Motionssvømning om søndagen bliver fra kl. 08-10. Til gengæld kan man komme tidligere i vandet mandag aften.
  • Motionssvømning er for de medlemmer, som specifikt har tilmeldt sig motionssvømning. Ønsker du at kombinere din holdtræning med motionssvømning, kan du tilkøbe dig adgang ved hjælp af det nye klippekort eller tilmelde dig begge aktiviteter.

Vi ved, at forandring er svær, men vores nye tiltag sigter mod at skabe lige vilkår og øge aktiviteten i vores faciliteter. Ændringerne i svømmeskolens hold onsdag og fredag skyldes manglende tilslutning. Og da vi har set succes med weekendhold hos andre foreninger og prøver vi nu det samme. Og vi glæder os!

Vi er stolte af det nye sæsonprogram og håber på jeres støtte. Kontakt os gerne, hvis du sidder tilbage med nogle spørgsmål eller kommentarer. Vi ser frem til en spændende sæson i HEI Svømning!