Nu skal vi forkæle vores frivillige og sætte fokus på nye aktiviteter

Folkeoplysningsudvalget i Århus Kommune har valgt at støtte HEI Svømning med 40.500 kroner til to projekter. Det handler om rekruttering og fastholdelse af frivillige samt opstart af nye aktiviteter.

Fredag den 5. april kunne vi nærmest ikke få hænderne ned i HEI Svømnings ledelse og bestyrelse, Og siden da, har vi smilt stort til hinanden. Vi har nemlig fået 40.500 kroner fra Århus Kommunes 'Lokale Udviklingspulje' til at rekruttere og fastholde flere unge trænere og til at sætte fokus på en række nye aktiviteter i foreningen.

-Vi er afhængige af dygtige unge trænere for at kunne drive svømmeklubben, og vi står samtidig på et fundament, som handler om fællesskab og frivillighed. Det er blevet klart for os, at det skal vi gøre meget mere ud af. Derfor har vi søgt de her penge til at styrke vores unges interne fællesskab, men også for at få flere med som trænere i klubben. Og vi er så glade for, at folkeoplysningsudvalget har kunnet se lyset i vores idé, siger formand Line Ekander. 

Ud over arbejdet med at fastholde og rekruttere flere frivillige, vil støtten også blive brugt til en række nye aktiviteter. 

-Vi har en del nye ting på programmet, som vi starter op allerede her inden sommerferien. Det gælder blandt andet styrketræningshold for unge, AquaFitness for unge mellem 15 og 25 tirsdag aften og en Familie-dag, hvis alt går som planlagt, siger Line Ekander.

De nye aktiviteter forventes at starte i midten af april, og der vil komme mere information på foreningens hjemmeside og Facebook hurtigst muligt.