'Letøvet på midten' er et nyt hold i HEI Svømning, som skal gøre vejen lettere fra 'Begynder' i den lave ende til 'Letøvet' på de dybe. Der vil ligesom i resten af svømmeskolen være fokus på læring gennem leg samt træning af de fire grundfærdigheder. Vigtigst af alt handler 'Letøvet på midten' om at gøre svømmerne så trygge i vandet, at de er klar til at komme ud på det dybe (gerne uden bælte) og dermed tage et større skridt op i svømmeskolen, hvor stilarter og træning af hovedspring også bliver en større del af undervisningen.
Som udgangspunkt vil træneren og én hjælpetræner være med i vandet sammen med svømmerne. Men i løbet af sæsonen skal svømmerne blive så sikre, at træneren kan trække sig mere og mere tilbage på kanten, og svømmerne modtage undervisning med én hjælpetræner ved deres side.
Holdet er oplagt for de børn, som er for store/gamle til at gå på 'Begynder', men som ikke helt har modet endnu til at være med på det dybe. Ligesom det passer til de børn, som måske har været tilmeldt 'Letøvet', men uden at have deltaget særlig meget i undervisningen.