Letøvet er tredje trin i svømmeskolen. Undervisningen bygger videre på fundamentet fra Begynder og handler om fortsat at lære gennem leg. Det vil sige, at børnene skal opnå nye færdigheder inden for blandt andet selvredning og i høj grad kunne mestre grundelementerne i crawl og rygcrawl. På Letøvet arbejder vi henimod at kunne: 1) Svømme længere distancer på ryggen og maven med udånding under vandet. 2) Dykke ned på 2 meters dybde. 3) Udføre et hovedspring fra kanten eller skammel.
Vi vil også rigtig gerne lære børnene at bevæge sig med selvsikkerhed i vandet UDEN bælte. Det er nemlig nu, at vi skal give dem basen til at blive stærkere svømmere. I undervisningen indgår brug af mærkerne ”Crawl 1 & 2” og ”Rygcrawl 1 & 2” fra SvømDanmarks koncept AquaChamp.
Du skal have gået på Begynder eller mestre færdighederne fra Begynder-niveau for at kunne gå på Letøvet. Undervisningen bliver varetaget af en kompetent træner på kanten og to hjælpetrænere i vandet.